Pak det varme tøj og termokanden, og tag familien med på efterårseventyr langs kysten. Vordingborg Kommunes strande byder på gode smutsten, små skatte og oplevelser for både børn og barnlige sjæle.
Kan I slå naturvejlederen?
En flad sten, et godt kast og spændingen, mens man tæller: Ét, to, tre … smut! Der kan hurtigt gå sport i at få en sten til at hoppe hen over vandet. Og selvom sommervarmen har sluppet sit tag, er der stadig masser at komme efter på stranden.
Det viser Vordingborg Kommunes naturvejleder i en kort video fra Ore Strand. Her tager hun kampen op med blæsevejret og forsøger sig med et par smut. Resultatet bliver tre – så nu er udfordringen givet videre til alle, der har lyst til at prøve at slå hende.
Med mere end 20 års erfaring med strandene i Vordingborg Kommune har naturvejlederen udpeget tre af sine favoritsteder til at finde gode smutsten: Rytsebæk Strand og Råbylille Strand på Møn samt Ore Strand ved Vordingborg.
Sådan finder I de gode smutsten
Gå på jagt efter en flad sten med lidt tyngde, og prøv at kaste den lavt hen over vandet. Måske skal der nogle forsøg til, før teknikken sidder der. Og lander stenen med et plump, kan man jo altid kalde det et opvarmningskast.
Gå på opdagelse mellem kastene
Strandturen kan også byde på andre små udfordringer. Lad børnene vælge, hvad I skal undersøge, bygge eller lege undervejs:
- Byg et stentårn. Hvor mange flade sten kan I stable, før det vælter?
- Gå på farvejagt. Find sten i forskellige farver, og læg dem ved siden af hinanden.
- Lav strandkunst. Brug sten, tang, skaller og drivtømmer til at skabe dyr, ansigter eller et portræt af familien.
- Find en særlig sten. Led efter den rundeste, den fladeste eller måske én, der ligner et hjerte.
- Tegn i sandet. Lav mønstre og spor med pinde, skaller, hænder eller fødder.
- Følg vandets bevægelser. Se, hvordan et lille stykke drivtømmer vugger med bølgerne i strandkanten.
Tid til kakao og røde kinder
En god strandtur om efteråret kræver hverken badetøj eller sommersol. Med varmt tøj, gode sko og noget varmt i termokanden er der lagt op til en hyggelig tur med plads til både leg, nysgerrighed og pauser.
Og hvem ved? Måske vender I hjem med familiens nye smutrekord. Naturvejlederens tre smut venter i hvert fald på at blive slået.