Vordingborg Kommune er fyldt med historiske og kulturelle fortællinger fra vores fælles Danmarkshistorie. Læs om tre historiske oplevelser, og find inspiration til dit næste eventyr.

Danmarks Borgcenter

 

Dyk ned i et stykke Danmarkshistorie fra middelalderen og frem til i dag på Danmarks Borgcenter. Borgcenteret ligger lige i centrum af Vordingborg by som en del af det gamle Vordingborg Slot, der blev grundlagt i 1160 af Valdemar den Store.

Gennem interessante udstillinger og interaktive oplevelser kan hele familien blive klogere på dansk borghistorie. Snus også til fortiden i det ikoniske Gåsetårn, der i gamle dage blev brugt til at holde fanger indespærret. Det gik dog ikke særlig godt…

Nysgerrig? Tag familien under armen, og få en fed, historisk oplevelse i Danmarks Borgcenter.

 

Læs mere her.

 

 

Trapper på Danmarks Borgcenter
Foto: Frame & Work, SydkystDanmark
Stege Vold Og Byport
Foto: VisitSydsjælland-Møn, SydkystDanmark

Stege

 

Gå i historiens fodspor i Stege. Gamle købmandsgårde, pakhuse ved havnen, charmerende bindingsværkshuse og krogede gader med brosten. Alt sammen vidner om Steges fortid som middelalderby og som en af Danmarks ældste købstæder.

I begyndelsen af 1200-tallet fik Stege købstadsprivilegier, og det var især sildehandel på markeder, der gjorde byen særdeles velhavende. I dag kan du tage på en spændende byvandring, kaldet Silderuten, der netop hylder sildens betydning for Steges historie.

I 1400-tallet blev der opført voldgrave, porttårne og en bymur for at skabe sikkerhed omkring byen. Faktisk er Stege en af de eneste byer i Danmark, der stadig har en bevaret bymur. I 1900-tallet var det i især sukkerfabrikken, der sikrede Stege status som hele Møns handelsby.

 

Bliv klogere på Steges historie her.

 

 

 

Broskovvejen i Præstø 

 

Fem kilometer nord for Præstø finder du et fint, fredet fortidsminde: Broskovvejen. Det er den bedst bevarede og mest omhyggeligt byggede oldtidsvej, vi har i Danmark.

Vejen er sandsynligvis blevet anlagt i forbindelse med transithandelen med romerske varer til hele Norden i den sidste halvdel af den romerske jernalder. Broskovvejen har nemlig gjort det muligt at færdes i det dengang meget våde område.

Gentagne udgravninger og oprensninger af stenlægningen har gjort, at Broskovvejen stadig kan opleves i dag. Der er bevaret cirka 70 meter af Broskovvejen – og det er bestemt et besøg værd!

 

Læs mere om Broskovvejen her.

Billede af Præstø Fjord